Morgenlyset kommer snigende og oplyser de små bølger, der dovent skvulper i strandkanten. Der er næsten ingen vind. Lugten af saltvand og rådden tang. En måge skriger. Bare fordi, den kan? Som eneste vidne til den ensomme skikkelse i den gamle havestol cirkler den et par gange i luften. Men her sker intet interessant, og den sætter kurs mod byen. Stolen har stået på samme sted i årevis. Engang var den blå. Nu er den afskallet og vakkelvorn. Det nøgne træ blottet for vind og vejr, fugtigt og smuldrende. Den har været vidne til en del. Par har dyrket sex, familier har holdt picnic, enlige har nydt fred og ro. Og en kop kaffe. Men dette er nyt. Den har ikke tidligere haft besøg af en døende. Hjertet slår endnu. Langsomt og besværligt. Der er ikke mange slag tilbage. En sort tåge samler sig om den døende krop. Som et isnende pust fra et væsen i en verden hinsides trænger tågen langsom ind gennem alle kropsåbninger. Fortrænger det hvide lys. Sender livet på flugt. Huden er bleg. Kroppen er næsten tappet for blod. Mange tror, at døden er forbundet med smerte, med rædsel, med gråd og ulykke. Men det er hændelserne op til døden. Selve døden, når den overtager livet, er fredelig. Massiv og ubønhørlig men helt udramatisk. Døden er en permanent tilstand, der træder i stedet for en midlertidig tilstand. Livet. Et korttidslån. Ankommer den naturligt, vil den ofte være ventet med længsel. Ankommer den uventet, er det en anden sag. Mennesker giver kun nødigt slip på livstilstanden, hvis den slutter tidligt. Så sker det med modstand og større smerte og ulykkelighed, end nødvendigt. Og det tager længere tid. Det bliver en grim og uværdig affære. Som om det er noget, andre end døden selv har magt over. Den døende gjorde modstand, men tabte, og sidder nu mageligt tilbagelænet i den gamle havestol. Den ene arm på armlænet, den anden hængende slapt ned langs siden. Hovedet hvilende på kanten af ryglænet. Åbne øjne. Stirrer ud over havet. Ikke på noget konkret. Søger noget. Eller nogen. Men havoverfladen er tom. Der er ingen modstand tilbage. Kun passiv accept. Måske endda lettelse. Sådan kan døden også være. En lettelse. Gør livet for ondt, vil døden for mange være at foretrække. Kigger man denne døende dybt i øjnene, anes en smerte, der stikker langt dybere, end hullet i kroppen, hvorfra livet siver ud. Hjertet slår endnu et slag. Og endnu et. Men så er der ikke flere tilbage. Der er umiddelbart ingen forskel at se. Kroppen sidder i samme positur, som da hjertet endnu slog. Kigger man godt efter, kan man nu se en hinde for øjnene. Mælkehvid, næsten usynlig. Øjnene stirrer stadig ud over havet. Men de ser ikke længere noget i denne verden. Kendte man den døde, ville man bemærke et lille smil på læberne. Mågen vender tilbage. Den fortrød, at den ikke undersøgte tingene bedre. Den lander et par meter fra havestolen. Venter på bevægelse. Nærmer sig med små skridt. Sikkert forvisset om, at der ikke er fare på færde, letter den, svæver hen til stolen og tager plads på armlænet. Skubber til den døde med sit næb. Intet sker. Dette er næsten for godt til at være sandt. Et festmåltid. Den hakker et øje ud og gnasker det i sig.

Kapitel 2

Hun lavede trutmund til sig selv i spejlet, var det for meget, for rødt? Nej det var okay. Kjolen var passende, diskret mørkeblå, ikke for nedringet eller for kort. Håret i en knold i nakken, en smule maskara, lige tilpas til at fremstå smagfuldt skarp. Hun skulle se ud som en businesskvinde, en kvinde med karrieren og livet i sin hule hånd. Selvom hun var det modsatte. Hun lænede sig helt hen mod spejlet, med pegefingeren tørrede hun overskydende læbestift af, rettede kanterne til. Today is the first day in the rest of your life, messede hun i sine tanker. Hun havde lyttet til en selvudviklingspodcast.

Cease the day!

You only live once!

Number two is the first looser!

Sikke en gang bræk. Hun kunne ikke fordrage alle de idiotiske selvudviklingsguruer, der tjente styrtende på andre menneskers elendighed. Hun havde lyttet til podcasten for adspredelsens skyld. Men den havde givet hende kvalme, og hun havde droppet den efter to afsnit. Hun skar ansigt og messede guruens ord med forvrænget stemme, Live Fearless! Guruen var dansker men benyttede engelsksprogede punchlines. Det fik ham sikkert til at føle sig meget klog og smart, når han stod der foran spejlet med sit ringe selvværd og sin latterlige, lille diller og øvede sine tomme ord. Hun lo højt men stoppede øjeblikkeligt. Hun var blevet forskrækket over lyden. Det var længe siden, hun havde leet. Og endnu længere siden, hun havde leet oprigtigt. Det var før, Mia blev syg. Hun gik ud i entreen, stak fødderne i sine hvide Vans, trak sin sorte blazerjakke på og smækkede hoveddøren efter sig. Hun havde besluttet sig for at spadsere hen til bureauet. Motionen og den friske luft ville forhåbentlig jage nerverne på flugt. Jobbet var et drømmejob. Det havde det i hvert fald været, hvis hun var stødt på det før. I sit tidligere liv. Dengang hun havde et. Nu var hun faldet over jobbet tilfældigt, havde alle de rigtige kvalifikationer, undgik at fortælle om de seneste par år i sit liv og blev ansat relativt let. Hun havde været på et reklamebureau før. Hun var en dygtig tekstforfatter, en dygtig løgner, kunne sælge sand i Sahara. De samme kvalifikationer havde hun brugt til jobsamtalen. Hun havde ikke lyst, men hun blev nødt til at vende tilbage til arbejdslivet, blev nødt til at have en indkomst, sin egen indkomst. Sygedagpengesystemet gjorde hende kun mere syg, fastholdt hende i elendigheden og afmagten, ydmygede hende og degraderede hende til en tilstand, en eksistens, lavere end den menneskelige. Det var en smuk forårsdag, solen skinnede, luften duftede frisk af nyt. Nyt liv, nye blade på træerne, nye fugleunger i rederne. Hun nød solens varme i sit ansigt, blev helt salig, hvis blot hun kunne sætte sig hjem på altanen og nyde vejret i stedet for at sætte sig ind på et kontor. Nej, det var ikke fair at tænke sådan. Hun var heldig, privilegeret, havde skaffet sig et job med en god indkomst. Nu var hun uafhængig af Systemet. Nu ville hun få lov at være i fred. Nu kunne hun forhåbentlig fokusere på at blive rask, blive et menneske igen, vende tilbage til en normal hverdag. Nu måtte hun vælge livet, vælge at se fremad, starte på en frisk. Men det var hendes terapeut, der talte. Ikke hende selv. For hun havde virkelig ikke lyst. Alligevel skubbede hun den store glasdør op og trådte inden for på det sorte skifergulv i receptionen på det, der nu var hendes nye arbejdsplads. Hendes nye liv.

Kapitel 3

Dér var hendes nye kollega, hun havde allerede glemt hendes navn, som med en mellemfornøjet grimasse var blevet sat til at vise hende rundt og hjælpe hende til rette, slapt håndtryk, smile kunstigt hjerteligt, dér var hendes nye kontorplads, hæve/sænkebord, spritny iMac, dér var køkkenet med frugt og snacks ad libitum, dér var kaffeautomaten med alt, hvad hjertet begærede af varme drikke med navne, ingen kan udtale, dér var toiletterne, unisex, dér var de nye kolleger, pænt goddag alle sammen, smile akavet, dér var chefens kontor, det eneste med vægge, ikke gennemsigtige, og en dør, heller ikke gennemsigtig, der kunne lukkes, dér var en stor, hvid endevæg med skriften Onwards & Upwards! i meterhøje, sorte bogstaver. Bureauet var moderne indrettet som et såkaldt åbent kontorlandskab, en New Public Manegement-hjerneblødning lige efter bogen. Et rigtigt lortearbejdsmiljø, hvor alle holdt øje med alle, hvor den elendige akustik gav hovedpine, hvor man aldrig, ikke blot i et enkelt lille bitte stjålet øjeblik, kunne trække vejret frit og være sig selv. Den helt rette NPM-ånd, der trods mere end tre årtier på bagen havde bidt sig fast i erhvervslivet som en grævling, der først slipper benet, når den hører knoglerne knase. Desværre havde hun ikke noget koks at putte i sine støvler. Hun sad på sin nye plads. Midt i det hele. Mennesker overalt omkring hende. Lysstofrør i loftet. Gudhjælpemig. Hun stirrede op, det skar i øjnene, hendes hjerne flimrede i takt med det ubehagelige lys. Uro og støj. Stemmer. Tasters klak klak klak. Lyden af effektivitet. Af stress. hun drømte sig hjem på altanen med et glas iskoldt Asti i hånden, Eros Ramazzotti på anlægget og intet at give sig til. Dér var chefen, han vinkede hende hen til sig. Ville byde hende velkommen. Hans kontor var kæmpestort. Umiddelbart smagfuldt og minimalistisk indrettet. En gråtonet sofagruppe i noget, der lignede italiensk design. Sikkert hundedyrt. Et mødebord med seks stole i valnød. The Chair fra Wegner. Hun forsøgte at skjule sin måben. Et stort mahogniskrivebord. Sådan et, der passede til en tyk, storskrydende og cigarrygende fabriksdirektør i det forrige århundrede. Til jobsamtalen havde chefen holdt sig i baggrunden. Havde ladet andre føre ordet. Havde haft det kølige overblik. Nu smilede han hjerteligt til hende. Gav udtryk for sin glæde over at have hende på sit bureau. Flot CV. Så virkelig frem til et frugtbart samarbejde. Chefen var en pæn mand først i halvtredserne. Slank og veltrænet. Maskulin, lignede en Gillette-reklame, tiltrækkende, men lige gammel nok til hende. Ingen ølvom, som mænd omkring de halvtreds ellers plejede at have. Han var single, boede alene. Det havde kollegaen, hvis navn hun havde glemt, fortalt. Han bar et sort jakkesæt, sikkert skræddersyet, hvid skjorte, ikke slips. Brune, spidssnudede læderstøvletter. Han trak hende med sig, ud ad kontoret, helt uden for, ned på gaden. De spiste frokost sammen på en café. Hitchcock hed den og lå blot to gader fra bureauet. Han var tydeligvis hjemmevandt. På fornavn med personalet. Han forsikrede hende om, at dette var helt normalt. Sådan gjorde han altid med nye medarbejdere, mødte dem på neutral grund, væk fra bureauet og det implicitte forventningspres og hierarki. Væk fra hans intimiderende kontor. De spiste sandwich, drak kaffe, snakkede. Han snakkede mest. Om sig selv. Han var fraskilt, havde en teenagedatter, han aldrig så. Datteren og ekskonen ville ikke have noget med ham at gøre. Han dyrkede triatlon. Havde gennemført Ironman Arizona og drømte om at kvalificere sig til Ironman Hawaii. Selvfølgelig. Dyrkede desuden bjergbestigning i de franske Alper. Havde en stor motorbåd, som han ikke fik brugt nok. Måske vil hun med ud at sejle en dag? Efter frokost tilbød han hende et lift hjem, men hun takkede pænt nej, holdt af gåturen, havde brug for den. Hjemme faldt hun næsten øjeblikkeligt i søvn på sofaen. For meget nyt, for mange indtryk, en underlig fornemmelse i maven. Var det virkelig normalt at gå på café med sin nye chef på den første arbejdsdag?

Kapitel 4

Hun var alene tilbage på bureauet. Var blevet inviteret med på fredagscafé sammen med nogle af de andre. Men der var ting at ordne. Tekster skulle skrives færdige. Hun ville ikke være bagud med arbejdet allerede. Hun takkede høfligt nej, antydede, at hun da gerne ville med en anden gang, men det gik desværre ikke i dag. Måske burde hun være taget med? Hun måtte gøre en indsats for at blive en del af flokken, for at være med i fællesskabet. Sådan noget kommer ikke af sig selv. Men det var i virkeligheden mere manglende lyst, end arbejdet, der fik hende til at sige nej. Hun var ikke klar til det sociale liv. Ikke endnu. Hun kunne ikke overskue alt den ligegyldige smalltalk om ingenting. De andres liv interesserede hende ikke det mindste. Hun sad foran skærmen. Bare sad. Onwards & Upwards! Hendes kontorplads, eller arbejdsstation, som det blev kaldt på bureauet, havde front mod væggen med de store bogstaver. Hun kom i hvert fald aldrig til at glemme, hvad der forventes af hende. Fik ikke skrevet noget. Lukkede øjnene og tænkte på Mia. Så hendes smil for sig, gløden i øjnene, mærkede hendes varme hånd i sin. En tåre trillede stille ned ad hendes kind. Kunne hun mon nogensinde vende tilbage til livet? Altså sådan for alvor? En lyd bag hende fik hende til at give et spjæt. Chefen stod bag hende. Spurgte, om ikke hun hellere skulle gå hjem og holde weekend. Hun undskyldte, hun var faldet i staver, skulle blot gøre noget færdigt. Han smilede, det var helt ok, men ville hun ikke lige hjælpe ham med noget? Hun fulgte med ham ind på hans kontor. Han bad hende sætte sig i sofaen, lukkede døren bag dem og vendte sig mod hende. Han skulle fortælle hende noget, sagde han. Hun måtte forstå, at på sådan en arbejdsplads, som denne, fungerer gruppen dynamisk, alle er et vigtigt hjul i maskineriet, alle er afhængige af hinanden. Og alle har en opgave at udføre, så det hele kører på skinner. Hun nikkede, det forstod hun godt. Forvirret, undrede sig over, hvor han ville hen med det her. Han tav. Stod blot og stirrede på hende. En skygge gled ind over hende, en bange anelse. Han trådte nærmere, åbnede sine bukser og trak sit lem frem. Han forklarede hende, at han havde udset sig hende til at udfylde en helt særlig rolle på kontoret, en privilegeret rolle, den kunne føre til meget godt, hvis hun ønskede det. Det modsatte kunne selvfølgelig også komme på tale. Hvis ikke man udførte sin rolle, havde man næppe en fremtid i bureauet. Alle afhang jo af alle. Og rygterne ville naturligvis brede sig som ringe i vandet, man ville have yderst vanskeligt ved at finde ansættelse andre steder i byen. En kulde bredte sig i hende, hendes hjerte hamrede, han stod der med pikken dinglende og smilede til hende. Hun burde rejse sig og gå sin vej. Så ville hun aldrig vende tilbage, ville være tilbage ved nul, skulle starte forfra med jobsøgning, endda i en anden branche, hun kendte ingen andre. Tilbage i jobsøgningshelvedet. Det var helt uoverskueligt. Hun måtte få det overstået, det var jo ikke noget, hun ikke havde prøvet før, hvad skade kunne det gøre? Hun gled ned på knæ, tog ham i munden, han gav en lille lyd fra sig, han voksede og blev hård. Han sukkede, fortalte hende, hvor dejlig og dygtig hun var. Han tog fat om hendes hoved med begge sine hænder og pressede sig helt ind i hendes mund, ned i hendes hals, hun kunne ikke trække vejret, øjnene løb i vand, fik opkastfornemmelser, han trak sig ud, hun gispede efter vejret, han pressede sig ind igen. Sådan blev han ved, lige indtil han kom i hendes mund. Hun var tæt på at kaste op, hostede savl og sæd ud på gulvtæppet, han stak hende en lussing. Med en rødglødende og dunkende kind stirrede hun forfærdet op på ham. Hun skulle aldrig igen vove at spytte ham ud, hans stemme var hård, øjnene smalle. Han var ikke tilfreds med hende, men hun skulle nok få lejlighed til at øve sig, til at blive rigtig god. Så bad han hende tage hjem og holde weekend.

Kapitel 5

Hun børstede tænder. Manisk. Spyttede tandpastaen ud i håndvasken og klemte en ny stribe ud på tandbørsten. Gentog processen. Tårerne løbende ned ad kinderne. Åh hvor var hun dog dum. Hvorfor havde hun gjort det? Hvad var det næste, han ville forlange af hende? Hvordan skulle hun vende tilbage til bureauet? Hun skammede sig. Hvad var der galt med hende? Hun følte sig billig. Tarvelig. Beskidt. Tog et langt, skoldhedt brusebad. Skrubbede sig over hele kroppen med en hampehandske, til huden blev rødglødende og sved. Bagefter trak hun i løbetøjet og løb. Bare løb. Forsøgte at løbe fra det, hun havde gjort. Løb længere, end hun plejede. Hun tænkte det hele grundigt igennem. Han havde tvunget hende til at give sig et blowjob. Han havde slået hende. Hun burde melde ham for overgreb og vold. Men så ville alle få at vide, hvad hun havde gjort. Hvad hun var. Og så var det slut med bureauet. Og havde han egentlig tvunget hende? Nej. Hun gjorde det helt frivilligt. Det havde været hendes valg. Hun kunne jo bare have afvist ham. Hun løb, til det værkede i hele kroppen, til lårene brændte, til hun ikke kunne løbe mere. Hjemme dykkede hun atter ind under bruseren. Skrubbede sig ren igen. Iført morgenkåbe smed hun sig i sofaen efter badet. Fuldstændig udmattet. Men hun kunne ikke sove, tankerne hvirvlede rundt i hovedet. Tænk hvis Mia havde oplevet hende sådan her, tænkt hvis hun havde vidst, hvordan hun er, hvad hun er. Men sådan var hun ikke før. Sådan ønskede hun ikke at være nu. En tøjte, der suttede pik på chefen, så hun kunne beholde sit job. Men var det sådan, det forholdt sig? Måske var det omvendt? Hun udnyttede ham for at beholde sit job. For at forbedre sin position. For at stige i hierarkiet på bureauet. Havde hun i virkeligheden ikke selv lagt op til det? Havde hun ikke klædt sig lidt til den udfordrende side? Havde han ikke bare responderet på hendes signaler? Jo, det var lige netop sådan, det var. Måske var noget af det foregået ubevidst, men initiativet havde været hendes. Hun var en fri kvinde og kunne gøre, hvad hun havde lyst til. Hvad var der galt med at leve lidt? Det trængte hun i den grad til. Her havde hun haft chancen, han var jo bestemt ikke uattraktiv, og så havde hun såret ham ved at reagere så modbydeligt. Og han var blevet flov og såret, og som en desperat reaktion havde han slået hende. Det var selvfølgelig aldrig i orden at slå, men hun forstod ham godt. Det var ikke okay at gøre, som hun havde gjort. Åh gud hvor havde hun dog dummet sig og kludret godt og grundigt i sine signaler og handlinger. Han måtte være fuldstændig forvirret. Hun havde sikkert allerede mistet sit job. Man uanset hvad, så skyldte hun ham en undskyldning. Han anede jo intet om hendes fortid, om hendes situation. Hun måtte forklare ham, hvordan det hele hang sammen. Så ville han måske forstå hende, tilgive hende. Og så ville han måske ikke fyre hende alligevel.

Kapitel 6

Hun holdt om det lune kaffekrus med begge sine hænder. Stirrede på kaffen. Den roterede endnu, efter hun havde rørt mælk og sukker i den. Han forholdt sig afventende. Han havde budt hende inden for i sin hvidkalkede patriciervilla med sortglaserede tegl og serveret kaffe i stuen. De sad over for hinanden. Hun i sofaen, han i en lænestol. Både sofa og lænestole var fra HAY, karrygult uldbetræk. Det var ikke sådan et sæt, hun forventede af en enlig mand som ham. Men hvad forventede hun så? Sort læder selvfølgelig. Hun tog en dyb indånding, tog sig sammen. Han måtte forstå, at det ikke var noget personligt, at hun forstod, hvorfor han blev såret. At hun ville ønske, de kunne slå en streg over det skete og komme videre. Hun forklarede ham, at hun ikke var sig selv for tiden, hun havde været gennem en vanskelig periode og var derfor ekstra sårbar og ekstra forsigtig. Det havde intet med ham at gøre, hun syntes, han var en dejlig mand, og det var ikke ok at gøre mod ham, som hun havde gjort på kontoret. Og det var ikke ok at sende ham de forkerte signaler og lade ham tro, at hun lagde op til noget mellem dem. Hun ville så gerne, at det skulle lykkedes det hele, at de kunne finde hinanden på bureauet, profitere af hinandens kompetencer, at det ville blive et godt samarbejde. Da hendes enetale var ovre, sænkede tavsheden sig over dem. Han sagde intet. Hun var tæt på panik, hvorfor sagde han ikke noget? Var det her en fejltagelse? Hun skulle aldrig være kommet. Men så ændrede noget sig i hans kropsholdning, som om han slappede af, en mildhed gled over hans ansigt. Hun indså nu, at han før havde været anspændt, selvom han udadtil virkede rolig. Han smilede til hende, rejste sig og satte sig ved siden af hende i sofaen. Vendte fronten mod hende. Stirrede hende i øjnene. Så takkede han hende og gav hende en undskyldning tilbage. Han havde heller ikke ageret hensigtsmæssigt på kontoret. Ja, han var blevet såret, havde følt sig dum og pinlig berørt. Derfor havde han reageret, som han gjorde. Det fortrød han. Og han forstod også hendes reaktion. Og han tilgav hende. Med et spørgende blik bredte han armene ud til et kram, og hun mødte ham. Det var rart at være der i hans favn. Han var stærk, hun mærkede hans muskler gennem tøjet. Han duftede sødt, en smule af sved. Men ikke beskidt. Han duftede af mand. Og for første gang i lang tid slappede hun af i en mands selskab. Hengav sig til krammet. Han trak sig lidt tilbage og kiggede hende igen i øjnene. Så kyssede han hende. Hun kyssede ham tilbage, stak tungen ind i hans mund, det snurrede i hendes krop. Var det liderlighed? Hun havde næsten glemt, hvordan det føltes. Dette var en uventet drejning. Men hun havde lyst til ham, ville mærke ham inde i sig. Hun knappede hans bukser op, han hjalp til, trak bukserne af, hun hev op i sin kjole og trak sine trusser ned. Hun satte sig overskrævs på ham, med hånden styrede hun ham forsigtigt ind i sig, lukkede øjnene, pressede sig helt ned over ham. Langsomt bevægede hun sig oven på ham, roterede sit underliv, nød følelsen. Det her havde hun brug for, der var gået alt for lang tid. Hun havde lukket af for sine følelser, havde underkendt sig selv, havde ikke tilladt sig at have behov. Hun åbnede øjnene og blev overrasket over, at han stirrede på hende, smilede til hende, et underligt blik i øjnene. Hun følte en uro i sit indre men ignorerede den. Det skulle være slut med ikke at turde leve. Han fortalte hende, at han syntes hun var en dejlig kvinde, at han lige med det samme, den første dag, de mødtes, var klar over, hvad hun ville. Og nu fik hun, hvad hun ønskede. Som i slowmotion bundfældede hans ord sig og nåede frem til hendes bevidsthed, en isnende kulde bredte sig i hende. ”Fik, hvad hun ønskede”? Med ét var lysten forsvundet. Det her var helt forkert. Som var hun vågnet midt i en hypnose, indså hun nu, hvad hun foretog sig. Dette var det modsatte af, hvad hun ville. Hun gjorde antræk til at rejse sig, undskyldte, sagde, at hun havde fået det skidt. Men han holdt hende fast, fniste, nu var de jo lige så godt i gang. Han var for stærk, hun kunne ikke komme fri, panikken bredte sig, hun bad ham slippe og var helt uforberedt, da han hamrede sin knytnæve i hendes mave. Hun mistede pusten, blev slap, fik pletter for øjnene. Han slog hende i maven igen og igen, hun klaskede sammen som en grøntsag, hendes sanser forvrængedes. Alt blev sort.

Kapitel 7

Hun kom til sig selv. Desorienteret, kunne ikke bevæge sig. Hun var nøgen. Hænderne var bundet stramt til hovedgærdet af en seng. Hendes ben var trukket fra hinanden og fikseret med reb, så hun ikke kunne samle dem. Chefens grinende ansigt. Han ønskede hende velkommen tilbage. Han var oven på hende. Og inde i hende. Hun vred sig og bad ham stoppe, bad ham slippe hende fri. Men han mente, det ville være ærgerligt at stoppe allerede, nu da de lige var kommet så godt i gang. Det gjorde ondt, hun ømmede sig, græd, han bevægede sig i hårde ryk, trak sig ud af hende og maste sig ind bagi hende. Smerten skar gennem hende som en kniv, hun skreg, han slog hende i maven med knytnæve, så hun mistede pusten, og skriget forstummede. Han fortsatte sådan. Hun mistede fornemmelsen af tid. Hun var stivnet. Turde ikke bevæge sig eller sige noget. Kunne ikke. Han voldtog hende, slog hende på kroppen, nev hende i brysterne. Pludselig trak han sig ud af hende og rakte ind efter noget under sengen. Et baseballbat. Aluminium. Han fortsatte med battet. Hun sprak forneden. Men hun mærkede ikke længere noget. Hun var et andet sted, kun halvvejs ved bevidsthed. Havde forladt sin krop. Hun løb på en blomstereng med Mia i hånden. De faldt grinende om, trillede rundt, tumlede, kildede hinanden. Mias latter. Det var lyden af kærlighed. Intet i verden kunne varme hendes hjerte som den. Mia tryglede hende om at stoppe kilderiet, men hun gik til modangreb, så snart hun slap fri. Sådan kunne de fortsætte længe, til de til sidst lå svedige og fulde af græs ved siden af hinanden og stirrede på skyerne, der gled forbi. De skiftedes til at foreslå, hvad skyerne lignede. En giraf. Et rumskib. En vandekande. Det var lykke. Den havde fået en ende. Hun ville aldrig komme til at opleve lykke igen. Hun vågnede af sin døs. Blev rusket. Rebene om hendes håndled og ankler var løsnede. Hun var fri til at gå, trak i sit tøj, stavrede ud ad døren og hjem.

Kapitel 8

Hun lå i fosterstilling på gulvet i brusekabinen. Det var næsten holdt op med at bløde fra hendes underliv. Men bevægede hun sig for meget, tog blødningen til igen. En konstant, dunkende smerte. Noget var gået i stykker dernede. Hun havde blå mærker over hele kroppen. Det gjorde ondt i maven og brystet, når hun trak vejret. Det gjorde ondt overalt, uanset om hun bevægede sig eller ej. Hun lå der bare. Når hun skulle tisse, tissede hun, uden at flytte på sig. Det samme med afføring. Det smertede, så hun gispede og var ved at skrige, men hun ville ikke have opmærksomhed fra naboerne. Hun bed skrigene i sig, klynkede, græd, hamrede sin knyttede hånd mod terrazzogulvet. Hun døsede hen, gled ind i en halvt bevidstløs tilstand. Døren til badeværelset knirkede, en skygge kom snigende ind til hende, hun var ikke i stand til at bevæge sig, måtte med rædsel se til, mens skyggen, et firbenet væsen med et erigeret lem på størrelse med en hingst, besteg hende og trængte ind i hende. Hun mærkede sin krop sprække og vågnede med et spjæt. Bevægelsen fik blødningen til at tage til, hun hev efter vejret, hjertet forsøgte at hamre sig vej ud gennem hendes brystkasse. Det slog hende pludselig. Hvad hvis han kom efter hende? Havde hun låst døren? Hun kæmpede sig op på alle fire og kravlede ud i entreen. Døren var låst. Tilbage på badeværelset, hun skyllede sig under bruseren, blod, tis, afføring løb ud i kloakken. Efter badet trak hun sin badekåbe tæt omkring sig og vaklede ind i soveværelset, hvor hun krøb i seng, gemte sig under dynen. Hun måtte ringe til politiet og melde ham. Men det overskuede hun ikke lige nu. Eller turde hun ikke? Han havde fortalt hende, at han havde filmet dem sammen. Både på kontoret og i hans sofa, hvor hun frivilligt havde oralsex og samleje med ham. Det ville bekræfte, at hun havde deltaget af egen fri vilje, at hendes anklage om voldtægt kunne betvivles, at hun havde en dårlig sag. Hun havde jo selv ønsket det her, havde lagt op til ham. Hun havde opsøgt ham og ikke omvendt. Voldtægtslegen var sket efter hendes ønske. Han var gået med på den, selvom han fandt det bizart. Og det var bestemt ikke noget, han ønskede at gentage. Et pling fra hendes mobil fortalte, at hun havde fået en SMS. Den var fra ham. En video. Det svimlede for hende, men hun åbnede beskeden. Helkropsbillede, hun lå bundet nøgen i hans seng, der blev zoomet ind på hendes ansigt, med en sløret og døsig stemme fortalte hun til kameraet, at hun ønskede dette, at hun havde bedt ham være hård og fingere voldtægt, at det bare var en leg. En afgrund åbnede sig under hende, og hun var i frit fald. Hun huskede ikke, at han havde filmet hende, at hun havde udtalt disse ord. Men det havde hun. Videoen var et uigendriveligt bevis. Hun havde ingen sag. Han var uskyldig. En følelse af håbløshed krøb gennem hende, tyngede hende ned som en dyne af bly. Med lukkede øjne stirrede hun ned i en afgrundsdyb, sort intethed, hernede fandtes forløsningen på hendes smerte. Hernede ventede udfrielsen. Det var bare at tage springet. Hvis hun havde modet til det. Men hvad var alternativet? Hvorfor skulle hun blive ved med at leve? Der var intet tilbage. Hun orkede ikke at være stærk længere, hun havde ikke mere at give af. Hun var ødelagt. Både fysisk og mentalt. Hun døsede hen igen. Drømte om Mia. Denne gang var de ved stranden. Deres sædvanlige yndlingssted. De tumlede i bølgerne, de byggede sandslotte, de havde picnickurven med, de tilbragte dagevis sammen på denne måde. Bare de to. De lå på strandtæppet, hun stirrede på Mia, der blundede i solen. Mia åbnede sine øjne, stirrede tilbage på hende, sagde til hende, at hun savnede hende. Hun slog øjnene op, det var blevet mørkt udenfor. Hun havde taget en beslutning, ville ikke leve længere. Erkendelsen gav hende en uendelig ro. Hvorfor havde hun ikke besluttet dette for længe siden? Hun ønskede at dø, så hun igen kunne være sammen med Mia. For evigt. Men der var noget, hun skulle ordne først.

Kapitel 9

Hendes rystende pegefinger nærmede sig dørklokken, hun tøvede, havde lyst til at vende om og løbe hjem. Han åbnede døren, deres øjne mødtes, verden stod stille, hans blik var spørgende, undrende. Inden han nåede at åbne munden for at sige noget, hævede hun armen og skød ham i brystet med sin strømpistol. De sylespidse sonder borede sig gennem hans skjorte, satte sig fast i brystkødet og sendte 50.000 volt gennem hans krop. Hans nerver blev sat ud af spil, hans muskler trak sig sammen i kramper, med en rallende lyd faldt han om på gulvet, mens han tømte sine tarme i bukserne. Før han kom til sig selv, hev hun en sort rulle gaffertape frem og tapede hans hænder sammen på ryggen, tapede hans ankler sammen, satte tape for hans mund. Så hev hun sonderne ud af hans bryst, tog fat om hans ankler og slæbte ham gennem entreen og ind i stuen, hvor hun lod ham ligge på gulvet omgivet af en fæl lugt af afføring. Han kom langsomt til sig selv, stirrede chokeret på hende, rystede over hele kroppen, havde endnu ikke helt styr på sine muskler. Han gryntede, prøvede at sige noget, forsøgte at rulle rundt, så han kunne rejse sig. Hun sparkede ham af alle kræfter i maven, så han knækkede sammen i et v, hev vejret desperat ind gennem næseborene, øjnene vidt opspilede. Et øjeblik frygtede hun, at han ville blive kvalt, overvejede at fjerne tapen fra hans mund. Men efter lidt tid fik han åndedrættet mere under kontrol. Hun gik op ad trappen til førstesalen og hans soveværelse, baseballbattet lå på sin plads under sengen. Hun skyndte sig ud igen, ville ikke gribes af stemningen og de friske minder om det, der var foregået her. Tilbage i stuen konstaterede hun, at han var på vej væk, ynkeligt krabbende sig hen over gulvet på vej mod entreen. Med lange skridt var hun henne ved ham, svang battet og ramte ham på lænden, han klynkede og vred og vendte sig. Hun lagde battet på gulvet, tog fat under ham med begge hænder og rullede ham om på ryggen, de sammentapede hænder forhindrede ham i at ligge lige, men det var tilstrækkeligt. Hun greb battet igen, stillede sig med en fod på hver side af hans hoved og svang det alt hvad hun kunne mod hans skridt. En dump lyd, måske som lyden af at slå på en boksebold, og et skrig, trods tapen for munden. Hun svang battet igen og igen. Hun ville være helt sikker på, at han gik i stykker og aldrig igen ville være i stand til at gøre mod nogen, som han havde gjort mod hende. Efter de første par slag mistede han bevidstheden. Hun blev ved i et stykke tid, havde ingen anelse om, hvor mange gange hun slog. Hun holdt inde, forpustet, smed battet fra sig og trak hans bukser ned for at besigtige skaderne. Hans skridt var forvandlet til en blodig masse. Det var ikke til at skelne det ene fra det andet. Det hele var knust, mast, sprængt. Kødtrævler og blod. En rød sø bredte sig på gulvet under ham. Hun blev svimmel og kastede op. Hun ville ud og væk. Hun nåede til entreen, samlede strømpistolen op, rullede wirerne sammen og stoppede den i lommen. Der lå sporingskonfetti fra pistolen på gulvet. Men det var lige meget. Den var købt sort i Tyskland og havde ingen forbindelse til hende. Før hun flåede hoveddøren op, besindede hun sig. Havde hun husket alt? Det er netop nu, efter forbrydelsen, at man panikker og glemmer at slette sine spor. Hun trak vejret dybt, tænkte det hele igennem, havde hun glemt noget? En lyd fik hende til at snurre rundt. Han stod midt i entreen. Krumbøjet, hovedet sænket, blodsprængte øjne, savl løb ud af hans mund, ingen bukser, de bare ben røde af blod. Han lignede et dyr. Et ryk gik gennem hendes krop, hun kiggede ned, der var et hul i hendes trøje, en rød plamage bredte sig. Hun stirrede på kokkekniven i hans hånd, fra spidsen faldt en dråbe af hendes blod. Hun vendte sig rundt og flygtede ud i mørket.

Kapitel 10

Hun vandrer i mørket gennem skyggernes dal. Blødende fra et sår i maven. De få forbipasserende ænser intet. Travlt optagede af egne bekymringer. Skulle en enkelt af dem bemærke noget usædvanligt, vil vedkommende ignorere det, undskylde sig med travlhed, med ikke at ville blande sig i andres affærer. Hendes kræfter forsvinder hurtigt. Hun hiver efter vejret. Holder jævnligt pauser. Stiller sig i en port, i skjul, samler kræfter til at bevæge sig videre. Hun er svimmel, er klar over, at dette er enden. Hun kan mærke det i sin krop. Den har givet op, har resigneret, kæmper ikke mere. Har ikke længere hverken lysten til livet eller evnen til at opretholde det. Inde i hende er leveren perforeret hele vejen igennem. Mørkt, tyktflydende blod løber ud af hullet i maven i en konstant strøm. Det var ikke helt sådan her, hun havde tænkt sig, at det skulle ske. Hun havde været uforsigtig, havde begået en amatøragtig begynderfejl. Og det vil koste hende livet. Men hun er jo amatør udi hævn og mishandling, eller hun var, så selvfølgelig gik det, som det gjorde. Og det er ok. Hun har fået sin hævn. Om han overlever, får hun aldrig at vide. Men gør han, kan han aldrig igen fungere som et normalt menneske. Hun har ødelagt ham. Tanken får et lille smil frem på hendes læber. Hendes smerte er væk. Den mentale. Den fysiske er der stadig, men hun ignorerer den. Har vænnet sig til den. Hun tænker på Mia. Længes efter at gense hende. Efter at holde hendes hånd i sin, dufte hendes duft, lytte til hende kvidrende stemme. Noget i hendes indre fortæller hende, at hun snart skal holde sin datter i favnen igen. En brusende lykkefølelse skyller gennem hende, sender et skud dopamin ud i hjernen, får hendes dalende puls til atter at stige, hun sætter tempoet op, giver et lille glædeshvin fra sig. Hun når byens udkantskvarterer, følger de øde villaveje, mod havet. Turen er vandt. Her har hun cyklet med Mia mindst en million gange. Hun når stranden og går langs med vandet de sidste hundrede meter, til hun når deres sted. Hun sætter sig i den gamle havestol og stirrer ud over havet. En måge skriger i luften over hende. Skriger måger mon, blot fordi de kan? På mange måder minder de om mennesker. De snakker og råber, fordi de kan. Som om det at gøre det modsatte, tie, får dem til at ophøre med at eksistere. Hun slapper helt af nu og ser frem til at forlade denne verden. De var et dårligt match. Hende og verden. Og dens mennesker. De sårede hende både mentalt og fysisk. Nu afstøder hun denne verden og håber, at den næste passer bedre. I hovedet reciterer hun selvudviklingsguruen og tilføjer en lille ændring: Today is the last day in the rest of your life. Hun har ikke kræfter til at le, så det bliver blot til en lille trækning over munden. En skikkelse kommer gående langs strandkanten. En otteårig pige. Pigen stopper lidt fra hende, bliver stående og venter. Hun rejser sig og går derhen, falder på knæ, tager pigen i favnen, de knuger hinanden, griner. Mia kigger på hende med sine klare, blå øjne.

”Jeg har savnet dig, mor.”

Præsten satte sig I stolen. Det slidte lædersæde føltes køligt, selvom solens sidste stråler stadig skinnede ind i rummet. Hun kneb øjnene sammen og mærkede roen indfinde sig. Hun strøg sin hånd over stolens armlæn der var blød og afrundet og lænede sig tilbage mod stolens ryg. Hun mærkede nitterne fra læderryggens kant og nød det. Her følte hun sig sikker, hjemme. Her kunne hun tænke og skrive. Herinde fik livet værdi og mening fordi, hun vidste, hvad hun kunne. Hun kendte rammen. Ingen uforudsete hændelser. Blot teksterne, ord, sætninger. Alt deres larm og deres daglige konstante krav om opmærksomhed fra hende nåede ikke herind. Alle kravene om hverdag der startede om og om igen gjorde hende tung og sammenbidt. Herinde i stolen havde hun helle. Her kom de ikke. Det vidste de. Allesammen.

Efter:

Sådan fandt han Hende. Kold og stille. Hun så rolig ud siddende der i stolen. Han havde ventet længe. Meget længe. Det var begyndt at blive mørkt og Hun havde ikke været ude, da han bankede på til frokost. Han havde ellers lavet spejlæg. Det kunne Hun godt lide og så smilede Hun. Kun ganske kort. Men Hun smilede og han følte smilet ramme ham med stærk energi. Som den første forårssol. Nu havde gullaschen stået en time og ventet og han havde spekuleret som en gal over, hvorfor Hun dog ikke bare sagde “forsvind” eller “kommer senere“ til ham, når han forsigtigt bankede på døren. Han vidste, Hun havde sådanne dage. Dage hvor teksterne var fyldige og krævede hendes alleryderste og han vidste, at på sådanne dage måtte han endelig ikke forstyrre. Det kunne bryde magien, sagde Hun. Han nød, når Hun kort talte med ham eller Hun talte vel nærmest til sig selv, men han var den der var der.

Stolen omkransede Hende. Den favnede Hende og han så, at hendes spinkle næsten hvide hånd lå fint på armlænets bløde egetræ. Han fik stor trang til at tage denne hånd og snuse til den. Klemme den blidt, men trangen blev straks efter fulgt af et jag af både pinlighed og angst. Tanken var uhørt. Hendes hånd var hendes egen.

Han bøjede sig ned et stykke foran Hende. Hendes hage var let nedsunken og ud af hendes mundvig var der løbet lidt væske. Han antog det var savl der nu var tørret ind. Han satte sig på den anden side af skrivebordet og følte pludselig varmen skylle gennem hver en åre i hans slanke krop. Han løftede blikket mod Hende. Det gav et sug I maven, da han tog mod til sig og kiggede direkte på Hende. Her sad de, mand og kone og diskuterede tekster og tanker. Han krydsede benene over kors og lænede sig afslappet tilbage. Han kiggede rundt i rummet. Alle reolerne med bøger han aldrig måtte kigge i. Hvis nu Hun fik brug for dem, måtte de jo have deres plads, forstod han nok. Hans øjne fangede billedet af pigerne. De stod i sommerkjoler på billedet og han vidste præcis, hvornår det var taget. Han smilede for sig selv og kiggede igen på Hende. Han mærkede glæden ved at sidde her. De to sammen. Tale om pigerne og teksterne.

Efter nogen tid rejste han sig og gik ud for at spise en varm portion gullash.

Rebecca lugtede af sved og følte sig ulækker. Hun smilede dog stort, da to studerende gik forbi hende. Den ene, en yngre mand fra hendes hold, spurgte om han skulle hjælpe med at bære. Nej tak, sagde hun. Det går. Det skulle lige mangle, hvis hun ikke selv kunne klare sine undervisningsmaterialer. Hun fik med besvær læsset det hele bag i bilen og faldt træt ned på førersædet. Hun kiggede I bakspejlet. Hun vendte hurtigt øjnene mod bunden af bilen. Tænk at se så slidt ud, når man kun var 42 år, tænkte hun. Bunden af bilen var dækket af det nye undervisningsmateriale.

Pastoralseminariet ville nu til at træne kandidaterne I at tiltrække de unge. Hun syntes tanken lød komplet umulig og gad slet ikke tænke på alt det læsestof, hun skulle igennem, inden hun kunne levere noget som helst gavnligt til nogen. Timen i dag med praktisk liturgi efter frokost var en katastrofe. De var så skide kloge allesammen. Hvorfor kom de overhovedet her. De kunne finde sig et skide sogn og tá magten der. I klasseværelset var magten hendes. Præsten havde magt. Det vidste hun. Men man skulle kunne fylde den rolle ud. Det havde hun ikke kunnet og desuden passede arbejdstiderne også meget bedre her som underviser. Hendes mand havde jo hans karriere og han tjente godt. Han skulle jo afsted. Det vidste hun. Det var nødvendigt. For dem allesammen. Hun måtte sørge for det derhjemme. Hun kiggede på sin mobil. Hendes trettenårige havde skrevet, at hun igen spiste hos en veninde. Dem havde hun vist mange af. Rebecca purede lidt op I sit hår og begyndte at skrive en SMS. Hvor boede veninden ? Hvornår kom hun hjem ? Skulle hun hentes ? Hun skulle være hjemme senest kl 22.00, skrev Rebecca. Hun trykkede på en hjerte smiley, men stoppede så. Hun slettede det hele og sendte en tommel op som svar til hende. Alle de spørgsmål og hjertesmiley virkede ligegyldige. De havde ikke sådan et forhold.

Rebecca havde fået opringningen I frokostpausen. Hendes far vidste, at hun havde en ledig stund der. Han vidste også, at hun skulle undervise I praktisk liturgi efterfølgende og spurgte ind til det. Hun kiggede igen i bakspejlet og ledte efter en ændring. Måske en følelse. Men hun fandt ingen. Hun skulle komme hjem, synes han. De måtte arrangere det hele. Intet skulle mangle. Hun havde betydet meget for mange. Hendes far havde lydt helt opstemt over hele situationen. Rebecca havde lyst til at lægge førersædet ned og lukke sine øjne, men gjorde det ikke. Hun måtte have ringet til sin mand. Hun ville tá hjem en dag inden begravelsen. Hendes far måtte ordne det praktiske. Hun havde jo også sit. Hun kunne ikke undværes. Den lille skulle hentes og biblioteksbøgerne skulle afleveres. Det havde hun nær glemt. Rebecca kunne pludselig lugte sig selv igen. Tung varm sved. Hun måtte holde armene i ro, tænkte hun og satte bilen igang.

​Rachel stod på trappesatsen og lod solen varme på hendes kinder. Hendes korte orange nederdel skjulte kun lidt af de lange slanke ben og nabomanden piftede fornøjet og vinkede. Hun vinkede energisk igen og tog et kæmpe sug af sin smøg. Værkstedets baggård blev varm, når solen skinnede. Hun så på højbedene i hjørnet ovre ved bænken. Nogen havde drømt store tanker om det hjørne, tænkte hun. Stauder og krydderurter groede om kap og spredte en farveeksplosion ud i gården. Træet, som højbedet var lavet af, havde et næsten gråligt skær. Det var revnet et par steder. Rachel syntes, det passede godt til møbelpolstreværkstedet og den atmosfære der var inde i værkstedet. De gamle møbler kom ind. De var revnede og nogle med gråligt skær. Trætte og slidte. Men farverne var livlige og hun elskede den historie møblerne havde. Hun kunne lige som fornemme og høre møblets liv. Hun kendte til sin rutine. Goddag til møblet. Nitter og søm af. Gammelt stof væk og så rydde op. Derefter kom Meta eller Otto og tog fat. De kunne håndværket. Hun nød at se dem trylle med deres hænder. Hun havde været i værkstedet i snart fem måneder. Måske skulle hun snart videre. Hjalte havde ringet. De manglede en leder af restaurant Libby på Kreta. Hun kunne få sit gamle job tilbage. Det gad hun ikke. Det hørte hendes yngre dage til. Men måske gad hun godt Hjalte lidt igen. Hun smilede og mærkede en flygtig længsel som forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Hun var 34 år og havde rejst en del. Journaliststudiet havde hun ikke gjort færdigt. Det var for langtrukkent og der var for mange aftaler at overholde. Hendes jobs havde altid mest bestået af spas og ballade. Tid til at leve og opleve. Når hun tænkte på barndommen og den fornemmelse af streng ro og regelmæssighed, så skreg alle celler højt inden i. Hun følte sig spærret inde i hjemmet, når alle de regler skulle overholdes. Hendes mor der altid gik som en alvorstung drage gennem huset, mens hendes far var oppasseren. Dragens slave. Hun havde tidligt lukket døren ind til de følelser der pegede på hendes mor. Men hendes far og hende kunne en sjælen gang snyde. Snyde med reglerne og drikke saft i sofaen og lukke hønsene udenfor hønsegården fordi, det var så sjovt at se dem springe afsted for at få det bedste græs.

Rachel klemte sin smøg mellem fingrene og puttede stumpen tilbage i pakken. Hun ville ringe tilbage til ham senere idag. Da hendes far havde ringet, havde hun haft gang i tangen og gad ikke lægge den fra sig. Han lød nærmest lidt munter på telefonsvaren, da hun havde hørt hans besked. Vi har meget at gøre. Kom hjem snart. Hun har betydet så meget for mange. Rachel vrængede ansigt. Betydet meget tænkte Rachel. For hvem. I hvert fald ikke for hende. Hun tog trinene op ad trappen i to skridt. Hun måtte fortælle Meta og Otto, at hun smuttede nogle dage. En lille ferie. Hun gad ikke sige hvorhen. Det betød intet.

​Han bød menighedsrådsformanden på mere kaffe. De havde siddet en time nu og talt om hendes eftermægle i sognet. Hun havde trods alt været der en livstid. Formanden var en yngre ikke særlig chamerende mand, synes han. Da han, hendes mand som kendte Hende så godt, havde foreslået en sten ved præstegårdens indgang med hendes navn, havde formanden skjult et smil. Det så han godt. Uforskammet. Skulle Hun ikke huskes og takkes for den store opgave, Hun havde løst i sognet. Sognet og alle dens sognebørn havde fået alt fra Hende. Hun havde givet dem alt. Han skammede sig en smule, da han mærkede misundelsen stige og blive til blussende kinder.

De enedes om salmerne til afskedssammenkomsten og sagde farvel. Dagene havde været fyldt af besøgende der kondolerede. Han havde været glad for hans sans for at være på forkant og havde nydt at servere hjemmebag taget op af fryseren. Det plejede Hun at elske. Det vidste han, fordi hendes øjne fik en særlig form, når Hun fik serveret et stykke af hans kage. Formen på øjnene vidste tegn på et smil selvom munden ikke gjorde. Han havde ikke ladet nogen komme nær hendes kontor selvom flere havde spurgt, hvor Hun døde og ligesom spejdet efter stedet. Døren forblev lukket og låst og han bar nøglen i sin skjortelomme. Han havde låst op en aften efter at have drukket et par glas rødvin. Han kiggede på stolen og mærkede pludselig vreden skylle ind over ham. Han havde aldrig siddet i den. Hun havde aldrig været uvenlig eller sur. Hun havde blot på en næsten usynlig måde ladet ham forstå, at stolen tilhørte Hende. Den var hende. En eneste gang, da pigerne var små, havde de været derinde. Han havde ikke været nok opmærksom og fandt dem begge i færd med at tegne, mens de sad i stolen sammen. Rebecca med Rachel på skødet. Han huskede pludselig tydeligt billedet af hans to piger sammen. De tegnede blomster og talte om farver. Han huskede, hvordan han i et øjeblik fortabte sig i pigernes umiddelbare glæde. Ingen frygt. Ingen anstrengte smil. Men I et splitsekund blev alt til kaos. Hun var kommet hjem, uden han havde hørt det. Han kunne intet nå. Han kunne intet rede. De høje vrede råb. Rachels lille arm der sad I hendes jerngreb. Rebeccas smukke øjne der flakkede angstfyldte fra ham til Hende for siden at fyldes med tårer. Han fandt pigerne bag hønsegården. Han strøg dem over håret, men sagde ingen ting. Det husker han. Han sagde ingenting.

Tårerne begyndte at trille stille ned af hans kinder, da han kiggede på stolen. Vreden var forsvundet. Han slukkede og låste døren og skænkede et glas rødvin mere.

​Rebecca havde fortalt på arbejdet, at Hun var død. De havde straks kigget medlidende på Rebecca. Flere ældre kolleger nærede stor respekt for Hende. De havde sagt, at Rebecca endelig skulle tage fri. Hun havde forsikret dem om, at hun bestemt ikke behøvedes at tage mere end to dage fri. Min søster ordner det meste, sagde hun. Da hun havde sagt det, føltes det som om hun ikke var tilstede. Som om en anden sagde det. Det passede jo ikke. Men det lød godt og det skabte ro og det var det, hun søgte. Ro. Rachel ordnede ikke en skid. Hun glemte alt og alle og overholdte ingen aftaler. Rebecca havde forlængst lagt låg på den kasse der stod Rachel på. Hun tog hjem to dage før begravelsen. Mand og børn kom på selve dagen. Ikke mere. Ikke bruge mere tid på det. Sådan blev det.

​Rachel tog sin Gudrun Sjödén kjole på og satte sit viltre hår op i en knold. Hun havde ikke pakket meget. Hjem to dage før begravelsen kunne hun vel overskue. De kunne jo gøre alt det forbudte nu. Hende og hendes far. Og bagefter kunne hun tage tilbage til byen og møbelpolstreværkstedet. Sådan måtte det være. Rebecca ville selvfølgelig kræve stil og ordentlighed. Rachel ville skide på det. Hun ville drikke saft i sofaen, måske med gin og gå til stranden i bare tæer og glemme at vaske sandet af ved udendørshanen. Bare gå ind i bare fødder med knasende sand under. Rachel kiggede på sit eget spejlbillede. Hun mærkede en flovhed. Med de tanker om sandet og saften i hovedet, så lignede hun faktisk en trodsig trettenårig. Jeg ligner ikke en voksen kvinde på 34 år, tænkte hun. Hun rettede ryggen lidt og satte sit hår op i en redt hestehale. Kiggede igen. Den trodsige trettenårige stod der stadig. Hun bestemte vel selv. Rachel tog sin taske og forlod sit klubværelse.

​Han var far. Det mærkede han tydeligt. Klokken var snart ti om formiddagen. Han havde lagt sengetøj på pigernes senge og luftet ud på deres gamle værelser. Han havde også plukket blomster. Det var længe siden de begge havde været hjemme på samme tid. Han var far. Hans hjerte mærkede det. Det dunkede. Han syntes næsten, han var glad.

​Han kunne se Rachel i bussens vindue. Alle hendes farver. Hendes smil. Hun vinkede vildt med begge hænder. Han så sig omkring. Om to dage skulle Hun begraves. Hun havde betydet så meget for mange. At vinke med begge hænder var upassende. Han vinkede forsigtigt igen. Han vidste, at Rachel ville snakke som et vandfald hele vejen hjem. Om rejserne, hendes kærester, møbelpolsterværkstedet og alle hendes skører påhit. Ideer om kogebøger, jobs i udlandet og hendes mange venner. Ganske rigtigt havde han ikke sagt andet end hmmm, ja og nej på hele turen. Det var dejligt. At nogen talte til ham. Det var uvant, men dejligt. Han havde betydning. Nogen ønskede, at han skulle vide det der blev sagt. Til sidst, inden de gik ind i huset, havde hun sagt, at de nok skulle få styr på det hele. Det havde han nu allerede. Men det var dejligt, at hun var her. Han kunne høre hende hvine højt ovenpå. Hun havde nok set blomsterne.

​Rachel smilede bredt, da hun så blomsterne i vinduet. Hun hvinede højt. Hun fik en sær fornemmelse i maven. Et jag. Så huskede hun, hvad de høje lyde havde affødt som barn. Hun genkendte pludselig jaget i maven. De høje forbudte lyde. Hun skulle have arbejdsro. Var det ikke rimeligt. At have ro i sit eget hjem. Rachel mærkede en stærk trang til at skrige. Inde i maven kunne hun nu mærke en pressende fornemmelse. Blomsterne. Glæde. Høje lyde. Ikke grine. Ikke græde. Bare ro. Far der listede omkring og gjorde alting så ordentligt. Hende der bare sad i stolen og skulle have ro. Hun smækkede sit vindue op og åbnede munden. Men der kom ingen høje lyde. Hun så en blå bil komme ind på gårdspladsen. Rebecca. Hun lukkede munden og hun lukkede øjnene. Lige pludselig kunne hun ikke overskue så meget.

​Han hørte hende råbe far. Han var far. Han smilede og tog Rebeccas taske med ind. Han vidste, at hun ville spørge om forberedelserne. Hun har betydet så meget for mange, sagde hun. Hun havde en hilsen med fra Pastoralseminariet og en buket. Han havde snart ikke flere vaser. Hun så træt ud. Var hun ked af det. Var hun ked af, at Hun var død. Måske var hun mest træt. Han fandt kaffe og kagen frem. De sad lidt. Derfra hvor han sad, kunne han se hønsehuset. Han kiggede ned i sin kop. Det var så forbandet svært med det hønsehus. Hun ville have det raget ned. Han havde holdt stand. Hønsene lagde æg og Hun kunne jo så godt lide et spejlæg, havde han sagt til Hende i døreåbningen ind til kontoret. Han kiggede over på Rebecca. Hun havde været glad for særligt en høne. Han havde hørt hendes mange monologer med den høne. Hun talte godt om ham til hønen. Hun havde sagt til hønen, at den aldrig måtte gå ind på kontoret og lægge æg i stolen. Så døde den. Han havde holdt stand. Hønsehuset stod der endnu.

​Han løftede hovedet og smilede, da han hørte Rachels let dansende trin på trappen. Han så på Rebecca. Hun løftede tungt sit hoved. Rachel stoppede op ved bordet. Kaffen duftede krydret og den dampede. Pigerne sagde intet til hinanden. Luften var fyldt med ingenting. Han kendte den fornemmelse. At være sammen med nogen uden at være sammen. Han gjorde præcis det han plejede. Han talte om alt det praktiske. Han fortalte om forberedelserne. Om blomsternes farve. Salmerne. Kaffebordet bagefter i hallen. Konfirmandstuen var alt for lille. Det kunne de nok forstå. Hun havde betydet så meget for mange.

​Rachel havde kvalme. Hun kiggede på sin storesøster og sin far. De talte om hendes bøger. Skulle Hun have nogle med i kisten. Rachel mærkede igen den trettenårige pige. Hun skulle hellere undvære sine bøger. Komme tomhændet afsted. Så kunne Hun stå der i himlen og føle sig akavet. Klædt af. Rachel mærkede først tårerne for sent. Da far kiggede. Hun tørrede dem hurtigt væk. Hun måtte også få nogle af bøgerne, havde far glad sagt. Hun måtte ikke græde. De måtte begge to få deres minder med af Hende. Rachel fik ondt af sin far. Han måtte have et meget tungt låg over minderne og følelserne siden han kunne sige sådan. At få hendes bøger ville være som konstant at slæbe alle sine uforløste kærlighedsoplevelser med sig i en tons tung sæk om benet. Altid have denne uhåndterbare tunge byrde med sig. Den trettenårige rev sig løs indeni inden Rachel kunne nå at reagere. Hun råbte højt selvom tænderne var næsten bidt sammen. At de bøger måtte de brænde. At hun aldrig havde haft et eneste minde med de bøger, hun ville gemme. At hendes far havde snydt sig selv alle disse år. At tro at Hun i den stol havde nogen som helst følelser for noget levende. Rachel sad nu bøjet ned over bordet og græd hulkende. Den trettenårige var væk. Rachels krop rystede lidt. Hun hørte sig selv sige, at hun intet havde fået med hjemmefra. Hun havde taget tomhændet afsted. Ingen retning. Ingen blød pude af kærlighed, hun kunne hvile sit hoved på, når verden viste tænder. Kun sin vilje til flugt. Farer afsted fra det ene til det andet. Smile og virke glad. Aldrig lade følelsen af afsavn overmande hende. Hun kiggede op. Hendes far sad med triste øjne og en kagekrumme i mundvigen.

​Rebecca fòr sammen, da Rachel pludselig råbte en hel masse med, at bøgerne måtte de brænde. Hun kiggede kort på sin lillesøster og mærkede et lille stænk af ømhed. Hun havde lyst til at tage om hende. Stryge hendes hår og få hendes lille krop til at stoppe med at ryste. Rebecca undrede sig. Det var længe siden, hun havde mærket de følelser. Hun ville normalt hade den slags uro og umotiverede opførsel. Hun var vant til at holde på sit og på sig selv. Forstod de da ikke, at hun i alle disse år bare havde prøvet at gøre det hele rigtigt. Hun havde set sin far arbejde hårdt på at behage og den metode havde hun adopteret. Pligterne derhjemme. Holde sig i ro og holde orden. Universitetet. Manden med den gode stilling. Børn. Præcis alt det der forventedes. Hun havde afskyet Rachel for sit vilde og ukontrolerede liv. De havde intet tilfælles. Kunne ikke tale om noget som helst. Rebecca og hendes søster var bare figuranter i en trist spillefilm, tænkte hun. Hun sad altid der i sin stol og skabte verdensordnen. De gange Rebecca havde talt med sin søster, grint med hende, hoppet med hende, danset, havde stolens knirkende lædersæde givet sig og hendes faste vrede skridt havde snart standset alt glæden. Rebecca holdt sine hænder i ro. Hun mærkede et kort ryk i den ene hånd som om den ville løfte sig og stryge Rachels hår. Men hånden turde ikke.

Rebecca så på sin far. Han så trist ud og han havde en kagekrumme i mundvigen.

​Han havde lavet gullasch. Det vidste han var godt. De spiste i tavshed og der var lys på bordet. Pludselig, uden at han vidste hvor det kom fra, blev han overstrømmet af varme og glæde. Han udbrød til sin egen store overraskelse et højt skål. Begge piger standsede nærmest som i en stopdans. Der gik flere sekunder før de bevægede sig. Han følte sig tryg ved denne skål. Han var faren der havde sine døtre hjemme. Så måtte man gerne sige skål. Ingen brød sig om, at de larmede lidt. Han mærkede friheden til at bruge flere ord. Mærkede pigernes blik. Deres smil da de tog hvert sit glas. De mødtes midt over gullasch-gryden i en samstemmende skål. Han var far og han måtte gerne sige noget nu.

​Rebecca kiggede på sin tallerken. En rødlig smattet sovs med klumper flød stille ned over hendes portion med hvide pose ris. Hun havde aldrig brudt sig om gullasch. Hun huskede godt, hvordan hendes afspiste tallerken så ud, når hun hentede den på kontoret. Den stod lige til højre for stolen. Engang havde hun stille stået i døren. Ventende. Hun så ikke på Rebecca. Hun ænsede ikke, at der var nogen i døren. Rebecca huskede tydeligt alle ordene. I Rebeccas hoved. Ingen af dem kom ud af munden. De blev der inde. Ordene der fortalte om skolens toilet der stoppede til. Om at en af de store drenge havde truet hende med at stikke hendes hoved derned. At Rebecca var blevet bange. Virkelig bange og havde rykket sig fri, så hendes jakke nu havde en flænge. Rebecca blev helt stakåndet ved tanken. Forpustet. Men kun inde i sit hoved. Rebecca så Hende sidde der i stolen. Rebecca listede hen til tallerknens plads. Hun kiggede op. Hun smilede ikke. Nikkede blot. Rebecca tog tallerknen og listede ud igen. Alle ordene tog hun med. Rebecca var stadig forpustet og lod en lille vejrtrækning hente mere luft næsten lydløst, selvom hun nu var ude og væk fra stolen.

​Rachel mærkede glæden i maven da faren sagde skål. Hun ville glædes, ville hun. Huset var anderledes rummeligt. Der var plads til at sige skål. Rachel mærkede, hvordan hendes mund gav efter og fandt alverdens ord hun satte sammen til mange mange sætninger. Hun fortalte om møbelpolstreværkstedet og om rejserne. Hun fortalte om Anders, Rachels seneste forelskelse. Han havde været advokat og havde tjent mange penge, men ville hele tiden lave hende om. Hendes far grinede. Det kunne hun godt lide. Rachel havde ikke set ham grine længe. Hun havde helt glemt, at hendes far kunne grine. Midt i talestrømmen kiggede hun på Rebecca. En antydning af et kærligt smil smøg om hendes læber. Rachel kunne godt lide, når Rebecca ikke så så hård ud i sine træk. Det milde smil der næsten fik lov at bo en kort stund på hendes læber mindede om barndommen. Om tryghed i sin søsters nærvær. Rachel plaprede nu. Kunne mærke hvordan rummet blev stort og varmt. Smilene havde pludselig en plads ved bordet. Hun genkendte samtalen. De talte alle tre nu. Varmen spredte sig hastigt inde fra midten af brystet og jog op til hendes ansigt. Hun kiggede på sin far der hældte mere vin op. Hans øjne lyste op. Rachel synes, han så glad ud.

​Da han så sine døtre tale, besluttede han sig. Modet voksede i ham. Som om at gullaschen havde haft særlige ingredienser. Som om at mange års mod var blevet presset frem. Som en betændelsesbyld. Det måtte ud. Han mærkede en særlig kraft inde fra. Så på sine døtre. Så hvorledes de sad sammen og talte. Han mærkede en fasthed og rykkede fast sin stol ud. Pigerne stoppede brat deres samtale. Hans fødder flyttede sig nærmest mekanisk. Som om at de længe havde ønsket at gå derind. Som om fødderne pludselig bestemte. De ville nyde at træde ind i kontoret. Han mærkede sin egen beslutsomhed. Han vidste præcis, hvad han måtte gøre. Synet af dørens mørke træ gav ham en sitren i halsen. Han stak nøglen i låsen. Åbnede den. Fødderne bar ham sikkert ind og de standsede lige ved stolens armlæn. Han kiggede på den. Lædersædet havde form efter Hende. Stolens nitter var mørke næsten sorte nogle steder, hvor hendes krop havde tynget dem. Han tog beslutsomt fat om begge armlæn og spændte hver en muskel i kroppen. Stolens lette vægt overraskede ham. Han havde tillagt den mere vægt. Han troede den vejede mere. Men hans krop løftede den op i et snuptag. Som om musklerne havde besluttet at bakke ham op. Bakke fødderne op. Han vente sig om mod døren og så lige ind i øjnene på sine døtre. Rebecca havde sin hånd oppe ved munden. Nu fattede han, at han havde hørt et lille halvkvalt skrig. Rachel stod med et muntert skævt smil. Han klemte sig forbi dem. Gennem døren. Ud af kontoret. I et kort øjeblik slap musklerne deres tag. Stolens tyngde trak hans arme mod gulvet. Den havde ikke været ude af kontoret, så længe han kunne huske det. Nu gjorde den modstand. Fødderne fortsatte ned af gangen og straks strammedes hans muskler og stolen var igen i hans vold. Nu hørte han pigernes tale. Mange ord. Høje. I munden på hinanden. Men han var faren. Han bestemte. Stolen skulle ud. Den trængte til luft.

​Rebecca nærmest snublede over sine egne fødder og greb fat i Rachel. Rebecca var bestyrtet og ord væltede ud af munden. Ord med angst. Ord med forargelse. Hun mærkede, at kaos og uorden pludselig fyldte hele gangen. Væggene var krøllede og farverne slørede. Gangen der plejede at være fuldstændig ordentlig. Væggene der plejede at være helt lige og alting helt stille. Nu væltede hun ned gennem de krøllede vægge med Rachel storfnisende i hælende. Hendes far var et godt stykke foran dem med stolen i sine hænder. De nåede udenfor. Hendes far havde vendt sig om mod dem midt på græsset. Han så lille ud i forhold til stolen. Hans hår sad filtret og hans øjne gnistrede i skumringens lys. Rebecca stod helt stille. Hendes vejrtrækning var heftig og næsten ude af kontrol. Hun måtte tage styringen. Nu måtte der skabes orden og ro. Hun mærkede hendes vilje til orden og ro sætte sig i en elevator og køre den forkerte vej. Hun hev fat i dem igen. Sendte et nyt skud vilje i sin indre elevator og håbede, at munden åbnede sig og frembragte tydelige ord. Ord der fik bragt orden i kaos. Men et fysisk jag i hendes mave indikerede, at ingen af hendes manøvrer virkede. Rebecca mærkede istedet en overraskende følelse af ligedele træthed og fjantethed. Ud af hendes mund kom der et hakkende indestængt grin. Et langt og højt et og langsomt fulgte Rebeccas krop med. Hun lænede sig bagover og gav efter for følelsen af frihed til at grine. Stolen var ude i luften. Den frie luft.

​Rachel når næsten ikke at opfatte, hvad der skete, før hun fastklemt mellem dørkarm og Rebecca så sin far bære stolen ud af kontoret. Det var som at få en mavepumper, men af den gode slags. Den slags hun fik i skolen af nogen, hvor hun så derefter kunne tillade sig at give igen. Det var dem der startede. Synet af hendes far der hektisk bar stolen udenfor med filtret hår, fik hende til at fnise. Hun nærmest dansede ned af gangen lige i hælende på Rebecca, der råbte og skældte. Masser af sure ord væltede ud af hendes søsters mund. Rachel havde slet ikke så mange sure ord i sig. Hun syntes gangen lyste helt op. Det var lettere at trække vejret. Ude i aftenlyset så hun sin far stå med lysende øjne. Hans lille spinkle krop rystede let, men han virkede målrettet. Rachel undrede sig. Hun havde aldrig set sin far sådan. Selvom han var hendes forsigtige og ydmyge far, så mærkede hun en styrke, hun ikke havde mærket før. Rachel fik et chok, da hun pludselig hørte latter i høje hakkende stød komme ud af Rebeccas mund.

​Han havde selv slæbt stolen derned. Det ville han. Selvom den var uhåndterbar at gå med gennem klitterne, vidste han, at han måtte gøre det. Pigerne gik bag ham med kaffe kurv og kiks. De havde også pakket vin og saltstænger. Han mærkede flovhed som han gik der med stolen. Hvad var det for et optog og så her lige inden begravelsen. En snært af skyld ramte ham.

​Hvorfor havde han foreslået, at de tog til vandet og holdt deres egen afsked? Det var næsten mørkt. Rebecca havde været helt hysterisk glad. Hun havde pakket kurven og Rachel havde fundet tæpper. Han havde nydt, at se pigerne sammen om det. Som hans to småpiger i blomstrede kjoler. De spurgte ham til råds om vinen, kiksene. Hvilke tæpper skulle de bruge? Han vidste besked. Han havde betydning for dem. Han havde betydet noget for nogen.

​Rebecca sad og så ind i bålet. Hun tyggede på en kiks og drak mere vin. Hendes krop føltes let. Hun mærkede ikke denne tunge opgivende følelse. Denne tunge følelse af pligt. Pligt til at være afbalanceret og fast besluttet. Som når hendes kolleger på Pastoralseminariet kiggede afventende på hende. Ventede på hendes afsluttende ord der fastsatte retningen. Hendes hjerne var fyldt med sandkorn. Smukke sandkorn der stille trillede rundt mellem hinanden. Herude under den mørke aftenhimmel følte hun sig fri. Hun havde grinet højtlydt og tænkte kortvarigt, at det var pinligt. Sikke en opførsel. Men hendes fars beslutsomhed havde øjeblikkeligt fjernet den følelse igen.

​Rachel krøb dybere ind under de tunge tæpper. Hun trak fødderne helt ind til kroppen og lænede sig op af en træstub der stod på stranden. Bålet skabte ro. Hun mærkede glæden boble i maven. Sådan ville de aldrig have kunnet sidde, hvis Hun havde været her. Rachel huskede, hvorledes lugten af bål fik Hende til at vrænge synligt ansigt. Rachel huskede, hvordan hun havde lyst til at fortælle, hvor sjovt det havde været. At hun havde været den bedste til at lave det flotteste snobrød. Men Hun trak sig fysisk væk fra Rachel. Ind på kontoret. Ind til stolen. Rachel havde altid fundet ud til sin far i køkkenet. Han blev altid glad og stolt, når hun fortalte. Lige gyldigt hvad det var. Hun kunne se det i hans øjne. Og rundt om hans mund. Øjnene lyste op og mundens yderkanter sitrede let. Rachel kiggede på sin far. Han sad lænet op af stolen. Han nynnede noget. En salme. Du som har tændt millioner af stjerner. Rachel nynnede stille med, men tiltog så i styrke. Hun slog tæpperne væk. Sprang op og begyndte at danse svævende rundt, mens salmen bare lød i aftenluften.

​Hans ryg gjorde ondt. Han sad dårligt. Han hørte pludselig en melodi han kendte. Han blev forbavset, da det gik op for ham, at det kom fra ham selv. Du som har tændt millioner af stjerner. En salme. Den hadede Hun. Hun havde ment, at man skulle frasige sig alle de sentimentale taksigelser. Ikke fortabe sig i Guds mildhed, men gå den lige vej. Ordets direkte vej. Ikke det bløde og det vage. Han havde haft lyst til at fortælle Hende, at denne salme jo netop var den direkte vej. Vejen til kærlighed gennem tanke for det, man havde og det der var. Men Hun havde haft så travlt. Nu kom tårerne. Han mærkede dem først ikke. Men da ryggen nu værkede så meget, rettede han sig op. En tårer dryppede på hans hånd. Han rejste sig og så nu Rachel gøre det samme. Hun sang. Det lød smukt. Hun var smuk som hun dansede rundt. Hans datter. Han rejste sig og tog fat om armlænet på stolen. Han satte sig langsomt ned. Da han mærkede sædets kolde læder, gøs han. Hans hånd aede nitterne på armlænet. Hans hånd tog hårdt fat om stolens armlæn. Den blev hvid og nitterne klemte mod indersiden af hans hånd. Han hørte Rebecca råbe. Hun kom vaklende imod ham.

​Rebecca var helt væk i egne tanker. Sandkornene der bare hvivlede smukt rundt i hendes hoved, gjorde hende godt. Den følelse gjorde hende godt. Hun havde brug for at slippe fri. Lade hjernen hvile. Lyden af sang nåede hende og hun så op. Hun så sin far sætte sig langsomt i stolen. Med ét jog et ældgammel instinkt gennem hende. Hun råbte fra sit inderste. Der inde hvor angsten gemte sig. Hvad gjorde han? Hvor turde han? At forstyrre hendes fred og ro lige nu. Ingen måtte sidde i den stol. Ingen. Det vidste han da. Hun ville rejse sig, men mærkede vinens indvirken. Hun svajede let og tumlede så rundt i sandet. Hun hørte Rachel fnise. Hun hørte hendes far synge. Hendes fars sang lød nu fast og klar. Teksten var tydelig. Han mente det, han sang. Angsten forsvandt som hendes fars sang trængte ind til hendes inderste. Hun lagde sit hovede i sandet. Kiggede op på stjernerne og følte en sær buldren stige op helt nede fra maven. I en kraftanstrengelse kæmpede hun sig op på sine ben. Hun åbnede munden og udstødte høje krageagtige lyde. Hun syntes det lød forfærdenligt. Hun vaklede afsted og mærkede en klar følelse af beslutsomhed. Lydene blev nu til råb. Hun råbte til sin far, at han skulle flytte sig. I et kort øjeblik så hun Hende sidde i stolen. Stiv og stærk. Hende der havde sat hele deres liv i en stram ramme. Hende der havde set på Rebecca med hårde øjne. Rebecca rystede billedet væk. Det måtte være vinen. Hendes far nåede akkurat at rejse sig før end Rebecca faldt ind over stolen. Hun greb hårdt om den og løftede den op. I baggrunden hørtes Rachels stille sang, mens hun flagrede omkring bålet. Rebecca bar stolen langt ud i vandet.

​Han nynnede stadig melodien, mens han roligt betragtede Rebeccas anstrengelser med stolen. Han blev stolt over hendes styrke. Han mærkede, hvordan hendes kraftanstrengelse hjalp dem alle tre. Stolen forsvandt nu helt under vand. Rachel stod smilende og helt stille ved hans side. Efter en rum tid, hvor vinden var helt stille og kun bålets knitren lød, hjalp han Rebecca op fra vandkanten. Han tog sine piger om skuldrene og de gik sammen op til bålet. De sad stille. Helt tæt. Pakket ind i tæpper.

​Godt et halvt år senere gik en mand på en strand. Hans øjne fangede stolens omrids på lang afstand. Han tog sit kamera frem.